Gode råd ved strømafbrydelser


Hvad er årsagen?
Hvis strømmen svigter, bør du først forsøge at finde ud af, om afbrydelsen kun omfatter din egen bolig, eller om det er et større område, som er ramt. Tjek fx om naboen har strøm.

Hos dig selv
Hvis strømmen kun er gået hos dig selv, bør du undersøge, om det skyldes dine egne sikringer eller HPFI/HFI-anlæg. Hvis det ikke er årsagen til strømafbrydelsen, bør du kontakte dit lokale elselskab. Find telefonnummeret på dit lokale elnetselskab på din elregning eller her: https://www.danskenergi.dk/vejledning/nettilslutning/find-netselskab

I dit nærområde
Hvis strømmen er gået i dit nærområde, kan du eller en anden beboer i området kontakte det lokale elselskab.

Et stort område
Hvis du mener, at det er en geografisk omfattende strømafbrydelse, er der ingen grund til at ringe til dit lokale elselskab, da de gennem deres kontrolsystemer kan se, at der er strømafbrydelse. Tænd i stedet en batteridrevet radio eller bilradioen og stil ind på DR’s P4 (regionalstationen). Her bliver der informeret om større strømafbrydelser.

Hvordan klarer jeg mig uden strøm?
Det er en god idé altid at have følgende i husholdningen:

  • Stearinlys og tændstikker/lightere
  • Solcelle- eller batteridrevet radio og batterier til denne, da Danmarks Radios P4 informerer om større strømafbrydelser.
  • En telefon, som ikke er trådløs. Trådløse telefoner er afhængige af strømforsyning for at virke. Mobiltelefonnettet er i øvrigt mere følsomt over for strømafbrydelser end fasttelefonnettet er.
  • Brænde, hvis du har brændeovn
  • Madvarer, som ikke kræver opvarmning (hvis du har elkomfur)

Under strømafbrydelsen:

  • Undlad at åbne køleskabet og fryseren unødigt, så holder maden sig kold længere.
  • Tap vand i diverse beholdere, da en længerevarende strømafbrydelse kan påvirke vandforsyningen.
  • Hvis du har en tyverialarm, som er afhængig af strøm, kan det være nødvendigt at meddele vagtselskabet, at en evt. alarm skyldes en strømafbrydelse.
  • Undlad at bruge mobiltelefon og fastnettelefon mere end højst nødvendigt for ikke at forhindre livsvigtige samtaler. Når du skal spare på mobilen, skyldes det, at især mobilnettet kan blive overbelastet i krisesituationer.

Hvis jeg ikke kan klare mig uden strøm?
Hvis du ikke kan undvære strøm, fx fordi du har et større dyrehold, der skal malkes, vandes, fodres m.m., er du nødt til at anskaffe dig et nødstrømsanlæg. I nødstilfælde kan du kontakte din bopælskommune, som muligvis kan hjælpe dig med nødstrøm.