Mangel på strøm


Under meget uheldige omstændigheder kan Energinet have behov for at beordre et eller flere lokale elnetselskaber til at afbryde strømmen til en del af deres kunder i en periode.

Afbrydelserne vil ske for at stabilisere elsystemet og undgå en ukontrolleret og mere udbredt og langvarig strømafbrydelse.

Årsagen til afbrydelsen vil være, at Energinet kan forudse, at der ikke vil være tilstrækkelig strøm til at dække det aktuelle elforbrug i et område af landet, fordi der er opstået flere fejl i det danske eltransmissionsnet, på en elforbindelse til udlandet og/eller på kraftværker.

Nedenfor har vi samlet en række spørgsmål og svar, der uddyber emnet.

Hvor lang tid i forvejen ved Energinet, at der vil blive problemer?
Det afhænger helt af den konkrete situation. Hvis fx en stor og vigtig elledning pludselig rammes af en fejl, og et kraftværk i samme område er ude af drift, samtidig med at elforbruget er højt, kan der være behov for med det samme at få elnetselskabet til at afbryde en del af kunderne.

Der kan også være tilfælde, hvor Energinet fx om morgenen kan forudse, at der vil blive problemer med at skaffe strøm nok, når elforbruget topper ved 18-tiden. Også her vil årsagen være flere samtidige fejl på kraftværker eller elledninger. I sådanne tilfælde vil Energinet via medierne opfordre borgere og virksomheder til at spare på strømmen og starte eventuelle nødstrømsanlæg i de kritiske timer.

Hvor lang tid varer afbrydelserne?
Den enkelte kunde vil altid højst være uden strøm i to timer ad gangen. Er der problemer med elkapaciteten i mere end to timer, vil de lokale elselskaber efter to timer give kunderne strømmen tilbage og slukke strømmen hos andre kunder. Det kaldes ”rolling blackout”.

Hvor lang tid Energinet vil have behov for at få begrænset elforbruget, afhænger af den konkrete situation.

Slipper særligt sårbare kunder for at få afbrudt strømmen?
Det er ikke teknisk muligt for de lokale elselskaber at friholde enkelte forbrugere. Det vil være fx et helt villakvarter, flere boligblokke, en landsby el.lign., der bliver afbrudt, fordi de får el fra den samme transformer. De borgere, virksomheder og institutioner, der er kritisk afhængige af strøm, skal selv sørge for at have nødstrøm.