Antændt gasudslip og eksplosion


En alvorlig ulykke i gastransmissionssystemet kan opstå, hvis gassen fra et gasudslip antændes, eller hvis der opstår en eksplosion som følge af, at det høje tryk i en gasinstallation frigives. Her kan konsekvenserne for mennesker, der opholder sig i nærheden, være meget alvorlige.

Et gasudslip vil kunne antændes af antændelseskilder, som er i nærheden af gasudslippet fx fra en gravemaskine eller en højspændingsledning.

Denne type hændelse er set få gange i andre lande. Ved ulykkerne er der omkommet mennesker, som var tæt på ulykkesstedet. Desuden har flammer fra den brændende gas antændt nærliggende bygninger. Der har hidtil ikke været store ulykker med antændt gasudslip i det danske naturgassystem.

Det gør Energinet
Som ved ikke-antændte gasudslip isolerer Energinet straks den berørte lednings¬strækning ved at lukke ventiler, så der ikke strømmer gas gennem ledningen. Branden vil dø ud, når gassen i ledningsstykket er brugt op.

Også på gaslageret vil personalet lukke for gastilførslen, hvis et gasudslip fra et anlæg antændes.

Energinet vil straks kalde personale til ulykkesstedet for at assistere brandbrandvæsen og vurdere skaden.

Det gør myndighederne
Et antændt gasudslip håndteres af politi og brandvæsen, som bl.a. vil afspærre området.

Sådan skal du reagere
Er du i nærheden af et antændt gasudslip, skal du omgående søge læ mindst 300 meter væk fra uheldsstedet. Her skal du ringe 112.

FAKTA
Der er minimum 20 meter til nærmeste nabo fra gastransmissionsledningerne. I områder med tæt bebyggelse er gasrørene ekstra kraftige. Yderligere undersøges røret jævnligt for eventuelle skader og er beskyttet mod korrosion af forskellige foranstaltninger. Gaslagrene ligger i et område, hvor der er langt til naboerne.